Evalueringsmetoder er beskrevet i målbeskrivelsens afsnit 3. 

Der skelnes mellem vurdering af den uddannelsessøgende læges kompetencer og vurdering af læringsrammerne.

Evalueringen skal sikre, at de minimumskrav, som er indeholdt i målbeskrivelsen er indfriet (summativ evaluering). Den skal være et redskab til at kunne give en systematiseret og professionel vurdering af den uddannelsessøgende læge for herved at kunne attestere uddannelsens faktisk opnåede resultater overfor relevante sundhedsmyndigheder. I sidstnævnte indgår også, at den uddannelsesgivende læge på baggrund af kompetencevurdering skal være i stand til at afvise at godkende et uddannelsesforløb.

De anvendte metoder til kompetencevurdering skal kunne afgøre, om den uddannelsessøgende læge har eller ikke har erhvervet den pågældende kompetence. Kompetencekravene er derfor formuleret på en sådan måde, at det med den/de anviste metoder til evaluering kan afgøres, om den uddannelsessøgende læge har erhvervet den pågældende kompetence eller ej.

Kompetencevurdering foretages løbende i uddannelsesforløbet med henblik på dokumentation, evaluering og justering af uddannelsen undervejs. Det er væsentligt, at de kompetencer, der evalueres, bredt afspejler det, den uddannelsessøgende læge skal kunne.

Evalueringsmetoderne 7, 8 og 9 stammer fra de fælleskirurgiske målbeskrivelser.

Metoderne kan anvendes enkeltvis eller i kombination.
Om evalueringsmetoden er obligatorisk eller kan indgå som valgfri eller alternativ metode vil fremgå af kolonnen "evaluering" i skemaerne, hvor "og" skal læses som "både og", og "eller" skal læses som "enten eller" – "og/eller" udtrykker frit valg mellem metoderne.

Vurderes det i uddannelsesforløbet, at den valgte evalueringsmetode ikke sikrer tilfredsstillende evaluering, kan en eller flere andre metoder tages i betragtning.

Definition af evalueringsmetoder:

Når den uddannelsesgivende læge direkte observerer den uddannelsessøgende i dennes arbejde, findes et grundlag for vurdering af kompetencer. I sådanne praktiske kliniske situationer kan det vurderes, om den uddannelsessøgende læge fremover selvstændigt kan udføre eller være ansvarlig for den pågæl-dende aktivitet.

Til understøttelse af den uddannelsesgivende læges vurdering kan anvendes et struktureret observationsskema, der synliggør de forskellige elementer i aktiviteten, således at relevante forhold kan komme med i vurderingen (struktureret kollegial bedømmelse).

I situationer, hvor den uddannelsessøgende læge arbejder på egen hånd, er den direkte observation ikke mulig. Kompetencen kan i sådanne tilfælde vurderes ved løbende tidsbegrænset observation eller enkle scoringssystemer. Observation og scoring kan ske udfra patientforløb, journalnotater, operationsbeskrivelser, kliniske databaser, oplysninger fra andre kolleger og andet personale. Observation ved hjælp af scoringssystemer har den fordel, at såvel uddannelsesgivende som uddannelsessøgende læge er bekendt med kriterierne for god udførelse, og at observationen bliver mere objektiv. Ved at involvere den uddannelsessøgende læge i udvikling af scoringssystemer og vurderingsprocessen, udvikles dennes evne til selv-vurdering.

Scoringssystemer kan kombineres med checklister.

Vurderingsmetoden er egnet til de færdighedsprægede og tekniske kompetenceområder, men kan også indgå i en vurdering af de bløde kompetenceområder såfremt den indgår i samspil med andre vurderingskriterier.

Ad 2) Dialog med vejleder over porteføljens optegnelser:

Vurderingen af porteføljens optegnelser baseres på en samtale mellem den uddannelsessøgende læge og vejlederen, eller anden speciallæge. Vurderingen tager sit udgangspunkt i porteføljens afsnit vedrørende den uddannelsessøgendes beskrivelse af det kliniske arbejde, udvalgte patientforløb og logbogen, samt porteføljens afsnit indeholdende skriftlige rapporter om kursusdeltagelse og fokuserede ophold. I porteføljen registreres endvidere operativ aktivitet (operationsliste). Der foretages løbende en vurdering af operationslisten og evaluering af de operative færdigheder i forhold til de beskrevne mål. Vurdering af porteføljens optegnelser er et redskab til at vurdere de færdighedsprægede og tekniske kompetenceområder. Ydermere kan vurderingsmetoden indgå i en vurdering af de bløde kompetence-områder, såfremt kravet om samspillet med andre vurderingskriterier bibeholdes.

Ad 3) Progressionstest
En progressionstest udgøres af en skriftlig spørgsmålssamling, som omfatter 100-200 spørgsmål i vigtig funktionel viden. Niveauet eller sværhedsgraden i spørgsmålene svarer til slutniveauet for uddannelsen, men stilles til alle niveauer af uddannelsessøgende læger med regelmæssige intervaller, idet spørgsmålene gives 2 gange årligt under hele hoveduddannelsen. Hyppigheden og sværhedsgraden medfører, at man ikke kan ’læse’ til testen. Den tester derfor ikke eksamenslæsningsevne og stimulerer ikke til udenadslære. Den medvirker til vedligeholdelse af viden over tid, f.eks. vedrørende emner, som læres i den tidlige del af uddannelsen. Dansk Urologisk Selskab er ansvarlig for at anvise relevant progressionstest.
Som progressionstest kan f.eks. tænkes anvendt European Board of Urology’s in-service assesment (MCQ) på følgende måde:
Under hele hoveduddannelsen tilmeldes den uddannelsessøgende hvert år EBU’s in-service assesment om foråret (100 spørgsmål), og om efteråret afholder afdelingen selv en test, hvor man anvender spørgsmål fra de to foregående år (200 spørgsmål).
Multiple choice questionnaire (MCQ-tests) anvendes til summativ kompetencemåling. Metoden er en skriftlig test, hvor hvert spørgsmål besvares ved valg mellem flere svarmuligheder. Metodens fordel er, at den har høj reliabilitet og er nem at administrere.
Testen er velegnet til at indgå i den formative evaluering, idet den viser den enkelte uddannelsessøgende læges vidensniveau og progression på givne tidspunkter i uddannelsesforløbet. Den kan også indgå i den summative evaluering og kan anvendes ved evaluering af indlært teoretisk viden.
(Se bilag 3 vedr. uddybende beskrivelse af EBU in-service assesment)

Ad 4) Vurdering af gennemførte opgaver:
Den uddannelsessøgende læges videnshåndtering implicerer også evnen til at formulere kliniske og videnskabelige spørgsmål i relation til arbejdspraksis, samt kontinuerligt til at opsøge, vurdere, anven-de og udvikle ny medicinsk teknologi. En metode til at vurdere processen i en uddannelsessøgende læges videnshåndtering i relation til praksis er en form for peer-review af opgaver, miniprojekter eller større projekter, som den uddannelsessøgende har udført.
Det kan f.eks. være videnskabeligt projekt, kvalitetssikringsopgave, udarbejdelse af instrukser eller undervisningsmateriale.
Vurderingsmetoden er særlig velegnet til at vurdere væsentlige elementer af rollerne som akademiker- og professionel.

Ad 5) Godkendt kursus:
Kursuslederen evaluerer og godkender den uddannelsessøgendes kursusforløb.

Ad 6) Audit af journaler:
En struktureret bedømmelse af kvaliteten af patientforløb vurderet ud fra journaler og mod i forvejen opstillede kriterier. Til hjælp kan logbogen og vurderingsskalaer blive brugt.

Ad 7) 360 graders  - evaluering:
Metoden egner sig til bedømmelse af den uddannelsessøgendes adfærd i systemet, dvs. til bedømmelse af "brede" egenskaber, som evne til at arbejde i forskellige funktioner, samarbejde, kommunikation med systemet ol. Metoden består i, at lægen bedømmes ved brug af rating skala af flere personer som har mulighed for direkte observation, hvilket giver en betydeligt mere sikker bedømmelse end fx en udtalelse fra en eller to vejledere. Der er således mulighed for en meget alsidig bedømmelse. Rating skalaens yderste trin bliver defineret som højeste og laveste kompetence. (En nærmere beskrivelse af metoden fremgår af bilag til "Målbeskrivelse for kirurgisk fællesuddannelse (common trunk)".

Ad 8) Struktureret vejledersamtale:
Er en samtale mellem den uddannelsessøgende og vejlederen der afhandler i forvejen definerede områder men som ikke har præg af overhøring.

Ad 9) Bedømmelse af opgave:
Er en skriftlig udtalelse fra vejleder eller anden kompetent person om kvaliteten af en udført opgave.

Vis forslag til hjælpeskemaer som evt. kan være et praktisk redskab ved evaluering (udarbejdet af Kim Andreassen). 

Vurdering af læringsrammerne

Evalueringen skal til stadighed justere og korrigere selve uddannelsen og dens sociale processer og aktiviteter (formativ evaluering). Den er en integreret del af uddannelses- og læreprocessen, og indeholder feedback til både den uddannelsessøgende læge og uddannelsessystemet om styrker og svagheder. Den er herved en hjælp til at afdække uddannelsesbehov og til at justere rammerne for uddannelsen med samtidig mulighed for udvikling af den uddannelsessøgende læges kompetencer.
Ud fra en vurdering af læringsrammerne skal der tages stilling til, om en justering af rammerne kan forbedre uddannelsesmiljøet og -kulturen på uddannelsesstedet.
Væsentlige rammer (patientgrundlag og arbejdstilrettelæggelse), som kan have indflydelse på kompetencernes evt. manglende progression, kan hermed inkorporeres i bedømmelsen af den uddannelsessøgende læge.

Uddannelsesprogrammet skal angive de nærmere retningslinier for evaluering af læringsrammerne.

Vurderingen kan foretages på baggrund af:

1. - porteføljens optegnelser
2. - afdelingens selvevalueringsrapport og inspektorrapport
3. - progressionstest

Vurderingen kan foregå kollektivt ved uddannelseskonferencer, ved samtaler mellem den uddannelses-søgende og dennes vejleder, samt i forbindelse med inspektorbesøg.
Eventuel diskrepans mellem data fra portefølje og selvevalueringsrapport/inspektorrapport skal føre til en revurdering og justering af afdelingens læringsrammer.
Læringsrammerne bør ikke influere på slutevalueringen af den uddannelsessøgende læge.